Side 4
Uwe Max Jensen: „Himmelstige“. 2005. Hægtede BH’er. 4
Side 5
INTRODUKTION Ved Lise Jeppesen, museumsinspektør Det var med stor spænding Randers Kunstmuseum den 18. november åbnede særudstillingen UWE MAX JENSEN i museets nye kunstlaboratorium for eksperimenterende kunst. Den århusianske performance- og konceptkunstner Uwe Max Jensen er særligt kendt for sine projekter af mere provokatorisk karakter, herunder en række aktioner specifikt rettet mod den kunstmuseale ramme. Disse aktioner førte til at Uwe Max Jensen i januar 2005 blev bortvist på ubestemt tid fra ARoS Aarhus Kunstmuseum for at urinere i Olafur Eliassons „Waterfall“. Bortvisningen kan betragtes som et foreløbigt højdepunkt i Uwe Max Jensens kunstneriske karriere. Gennem en næsten tiårig periode har Uwe Max Jensen været en „sten i skoen“ hos de fleste danske museumsfolk. Randers Kunstmuseum har, som flere andre museer, i tidens løb modtaget en betydelig mængde materiale fra Uwe Max Jensens hånd. Tekster, udkast til læserbreve og diverse objekter af blandet observans: sæd på reagensglas, brækkede bøjler, stykker af blodpølse lavet af kunstneren eget blod etc. Alt sammen materiale som Uwe Max Jensen vurderede var relevant for netop denne modtager. De fleste museer har reageret på dette stormløb med uvilje, således også Randers Kunstmuseum. At vi alligevel har taget initiativet til at invitere Uwe Max Jensen indenfor har flere årsager. Den første er, at vi med denne udstilling indvier Randers Kunstmuseums nye kunstlaboratorium. Intentionen er, at der i dette rum skal være to eksperimenterende udstillinger med yngre kunstnere årligt. De ydre rammer var således på plads. En anden afgørende bevæggrund var, at Randers Kunstmuseum har en lang tradition for at udstille og indsamle kunst af mere konceptuelt og grænseafsøgende tilsnit. Her kan man særligt fremdrage museets omfangsrige samling af Sven Dalsgaards værker samt naturligvis den italienske avantgardekunstner Piero Manzonis berygtede „Merda d’Artista“ fra 1961. Både Manzoni og Dalsgaard er blandt Uwe Max Jensens inspirationskilder, og vi kunne således forankre udstillingen i vores samling. Vi vil gerne arbejde med at belyse den dadaistiske tråd i den danske og internationale kunsthistorie. Sidst, men ikke mindst kan udstillingen på Randers Kunstmuseum ses som et kunsthistorisk eksperiment. Uwe Max Jensen indskriver sig gennem sine opgør med den kunstinstitutionelle ramme i et avantgardistisk projekt der har rødder tilbage til „den historiske avantgarde“, - de eksperimenterende kunstgrupper, der i starten af det 20. århundrede satte spørgsmålstegn ved såvel kategorien kunstværk som ved kunstmuseerne. Det mest berømte eksempel på denne praksis er selvfølgelig dadaisten Marcel Duchamps introduktion af et urinal under titlen „Fontaine“ på en kunstudstilling i 1917. Opgøret med institutionen lykkedes dog aldrig for den historiske avantgarde. I stedet indoptog kunstmuseerne de avantgardistiske anti-værker og udstillede dem som æstetiske kunstgenstande. Det er denne problematik vi gerne vil arbejde med: Hvad sker der hvis kritikeren officielt bliver inviteret ind på et kunstmuseum for at lave en udstilling? Hvis han i stedet for at blive ekskluderet fra et museum rent faktisk bliver en af de indviede? Hvis han i stedet for at lave aktioner i gadebilledet pludselig skal arbejde indenfor museets hvide kube? Kan man være avantgarde hvis man bliver mødt med institutionel imødekommenhed? Til dette nummer af Ud·tryk har vi ladet Uwe Max Jensen udvælge tre forskellige skribenter. Dramatikeren og happeningkunstneren Gritt Uldall-Jessen skriver generelt om Uwe Max Jensens kunst og mere specifikt om hans aktioner mod de danske kunstmuseer. Læserbrevsskribenten Jan Svendsen skriver kritisk om Uwe Max Jensens happening „Vanitis“ 2005, mens litteraturstuderende Philip Granlie skriver om Uwe Max Jensens objekt „Anarkistisk Manifest“, som er et af de værker der er kommet ind gennem postkassen på Randers Kunstmuseum. God fornøjelse. 5
