TRÓNDUR PATURSSON Finn Terman Frederiksen Vejen til det abstrakte Den færøske billedkunstner Tróndur Patursson er i dag højt anerkendt, både som maler og billedhugger; frem for alt er han berømt for sine pragtfulde glasmalerier og spejl-/glasinstallationer. Han er født i 1944 i bygden Kirkjubøur på Streymoy og er stadig fast bosiddende der. Sin kunstneruddannelse har han hovedsagelig fået i Norge, dels på Kunsthåndværkerskolen i Voss ved Bergen og dels på Kunstakademiet i Oslo. Tróndur Patursson indtager en fremtrædende plads i den færøske kunsts udviklingshistorie som en af hovedkræfterne bag den tiltrængte fornyelsesproces, som indledtes med Ingálvur av Reyni (født 1920) og nåede sit egentlige gennembrud i og med det efterfølgende slægtled, født i 1940´erne. Før Reyni var den færøske kunst forbundet med en påfaldende konservatisme i fastholdelsen af en rent figurativ naturfortolkning. De færøske kunstneres foretrukne emne var forståeligt nok det barske og storladne landskab, der omgav dem: hav, fjeld og bygd, fremstillet under døgnets og årstidernes forskellige vejrlig og lysforhold. Generation efter generation forblev færingerne deciderede naturalister, der gjorde det evindelige yndlingsmotiv - bygden ved havet – til en national arketype, som efterhånden truede med at ende i ren trivialisering. Først i løbet af det 20. århundredes sidste tredjedel begyndte grundvoldene under denne konservative landskabstradition at vakle – med Reyni som nybruddets store pioner. Endnu helt frem i tiden omkring 1960 var han selv en relativt „artig“ færøsk naturfortolker, men siden begyndelsen af 60’erne har det nonfigurative imidlertid vundet stadig stærkere indpas i hans kunst. Den traditionsbundne naturskildring er i løbet af 1970’erne helt opgivet og afløst af udtryksfuld abstraktion, forløst gennem en kolorisme, der nok kan kaldes naturinspireret, men bestemt ikke naturefterlignende. Som det f.eks. ses i billedet Bygd, efterår fra 1970 har Tróndur Patursson også i sin ungdom dyrket de færøske maleres traditionelle yndlingsmotiv. Han udviklede sig imidlertid hurtigt i retning af det nonfigurative: han var en af de første i generationen efter Reyni, der beskæftigede sig seriøst med nye udtryksmuligheder i det abstrakte. Maler og billedhugger Patursson er maler, men til en vis grad også billedhugger. Faktisk udførte han i 70’erne og 80’erne en lang række betydelige skulpturer og skulpturelle objekter. Blandt de mest bemærkelsesværdige er Atlas fra 1985, der tilhører Færøernes Kunstmuseum i Tórshavn. Skulpturen er sammensat af meget forskelligartede materialer såsom dele af et hvalkranium, en ormædt træbjælke, fundet som drivtømmer, en rusten ankerkæde fra et havareret skib, spejle m.m. Det er kendetegnende for Paturssons tidlige skulpturelle arbejder, at de er opbygget af den slags utraditionelle materialekombinationer, og at de afspejler en form for naturinspiration eller udtrykker en stillingtagen til naturen og dens betydning for menneskets tilværelse. Med årene overskygges arbejdet med skulpturelle udtryksformer af den maleriske udfoldelse. I de senere år har maleri og skulptur dog ogsåfundet sammen i usædvanlige synteser, f.eks. i friplastisk konturskårne glasmaleri-figurer forestillende fugle eller hvaler og i de store glas/spejl-rum-installationer. Tróndur Patursson har altid arbejdet dristigt eksperimenterende og grænseoverskridende indenfor begge kunstarter. Som billedhugger er han den eneste i sin generation, der vedholdende har dyrket den nonfigurative skulptur. Den naturinspirerede kalligrafi Tróndur Paturssons glasmalerier og temperabilleder er udført i et overvejende spontaneistisk formsprog. De rummer gerne organisk-abstrakte formstrukturer, der har udgangspunkt i kunstnerens oplevelse af skyer, havbølger, fjeldformationer m.v. og derfor nok minder os om disse naturfænomener. Men billedernes naturformer fremtræder ikke entydigt genkendelige, hvilket til gengæld virker stærkt fantasibefordrende. Formerne forvandler sig – synes snart at ligne ét, snart noget helt andet – afhængigt af betragterens forgodtbefindende og personlige forudsætninger. Kunstneren plejer selv at sige, at han i sine billeder har omsat sine naturindtryk i en art kalligrafi, hvormed han mener, at han har oversat sin naturoplevelse til „abstrakt billedskrift“. Udtrykket kalligrafi virker især træffende i forholdet til kunstnerens temperamalerier fra ca. 1995 og fremefter. Det overvejende flertal af disse har deres udspring i kunstneriske „nærlæsninger“ af fjeldsidernes klippemassiver, hvis kontrastvirkninger mellem fremspring, spalter, kløfter og revner omsættes i sorte „tegnstrukturer“, der undertiden kan have en vis lighed med japanske tusch-kalligrafier. 4
Download PDF fil