Theodor Philipsen: Fra Magleby Mark. Møllen i Maglebylille. 1890. Olie på lærred 53,5 x 53,5 cm. Kastrupgaardsamlingen. Peter Hansen: Pløjemanden vender. Ca. 1900. Olie på lærred, 48,5 x 63 cm. Statens Museum for Kunst. To af fynboerne, Johannes Larsen og Peter Hansen, lod sig i meget udtalt grad inspirere af netop denne Philipsen-specialitet i deres egne værker. De nøjedes ikke med at benytte den i snæver og bogstavelig forstand som vejindføring i deres landskabskompositioner, men gjorde den ofte til selve mønsteret for akseforløbene i deres kompositionelle rumindføringer. Et karakteristisk eksempel for Johannes Larsens vedkommende er Udsigt over tage i Kerteminde. Tidlig majmorgen (1896-97). Forgrundens tagryg fører parallelt med billedplanet fra højre mod venstre til skorstenen, der som vertikal hjørnemarkør standser øjets horisontale vandring og fører blikket op i det diagonale gadeforløb, som derefter leder det videre i dybden. Larsen praktiserede senere frie genanvendelser af det philipsen’ske kompositionsskema i mange andre af sine værker: især i de talrige kompositioner med diagonalt lettende fugleformationer over vand, kranset af gyldne, horisontale sivbræmmer, lod mønstret sig genbruge i stadig nye varianter. Blandt de mest karakteristiske eksempler kan her nævnes Flyvende sangsvaner (1925) eller Gravænder (1942). Peter Hansen lagde sig - om muligt - endnu tættere op ad Philipsen i denne henseende. Kompositionsmønsteret og det karakteristiske sving, som Philipsen lagde i plovfurerne ved højre billedhjørne i Fra Magleby Mark. Møllen i Maglebylille (1890) blev eksempelvis genanvendt af Peter Hansen da han ca. 1900 malede sit berømte Pløjemanden vender. - De ovennævnte billeder er alle med på udstillingen og deres indbyrdes forbindelser ses her tydeliggjorte gennem den komparative ophængning. Blandt de mange øvrige overensstemmelser mellem Philipsens og Fynboernes kunst, som ud- stilling og katalogartikler belyser, skal her blot fremhæves et enkelt andet aspekt. Philipsen følte et stærkt behov for at tilføre sine fremstillinger af danske naturforhold en helt håndgribelig malerisk stofliggørelse af atmosfæriske fænomener. Philipsen nøjedes ikke med at praktisere en håndfast materialiserende gengivelse af fænomener som regn og vind, således som dette f.eks. er tilfældet i billedet En byge (1890) men gjorde det samme, når han fremstillede solens lysstråler, der kæmper sig igennem en fugtmættet atmosfæres disede luft, sådan som dette eksempelvis ses i Hollænderbrønden. Sen eftermiddag (1886). Den maleriske stofliggørelse af det fra en skyfri, men diset himmel strømmende sollys ses også i kunstnerens kendte modlysbilleder såsom Lange Skygger, Med Solen i Øjnene og Mod Lyset, alle fra tiden omkring 1890. Denne tilbøjelighed til at give atmosfæren en materielt opfattelig karakter ses hos alle de tre fynske malere. Tendensen er for mig at se mest udtalt hos Johannes Larsen. Jævnligt maler han de radierende bundter af sollys, der står ned mellem himlens skyformationer, sådan som det f.eks. ses i det smukke Hedelandskab med Trækkende Sædgæs, Filsø (1925). Også disse påfaldende overensstemmelser i den maleriske behandling af atmosfæriske forhold er tydeliggjorte gennem den komparative ophængning. Disse summariske randbemærkninger har til formål at lede museumsgæster, der eventuelt måtte savne den røde tråd i udstillingens ophængning, på sporet af denne. Mere udførlige introduktioner til parallellerne mellem Philipsens og Fynboernes billeder er givet i udstillingskatalogets artikler. 7
Download PDF fil