ET SMUKT LIG PÅ RANDERS KUNSTMUSEUM Line Ali Chayder Kan et parteret lig være smukt? Er skønhed og gru, perfektionisme og ondskab forbundne kar? Og hvorfor bliver vi fascineret af det onde? Det er nogle af de spørgsmål, som rejser sig med de små nakkehår, når man gysende konfronteres med Christian Lemmerz’ fantastiske marmorskulptur Untitled (Virginia) på Randers Kunstmuseum. Skønhed og gru, klassik og melodrama samles her til et isnende cool kunstværk, der går direkte i beskuerens mellemgulv. Dødens kys Marmorpigens ansigt er yndigt og afslappet. Hun har lukkede øjne - og ligner en eventyrprinsesse, der venter på at blive vækket af kærlighedens kys… Men denne sovende skønhed blev ikke vækket af sine drømmes prins, men sin morder. For Lemmerz har som udgangspunkt for sin skulptur brugt politifotoet af den unge, amerikanske prostituerede Virginia Lee Griffin, der på grusomste vis blev dræbt og parteret i 1944. Derfor er pigens krop skåret op og blodet flyder fra de sønderdelte lemmer. Det er næsten ubærligt at se på. Og samtidig kan man ikke lade være med at se mere, lade blikket gå på opdagelse i Virginias blotlagte indvolde, dvæle ved snitsårene over knæet eller beundre den uhyggeligt livagtige, livløse hånd, der slapt hænger ned over det afskårne ben… Lemmerz’ skulptur lokker og inviterer os til at være voyeurer, og selvom vi har lyst til at stå af, er det svært at sige nej. For vold, mord og lemlæstelse har altid solgt billetter, og gør det også her, hvor vi er rykket fra biografernes horrorfilm, fjernsynsskærmens krigsreportager og de kulørte blades forsider ind i museets tyste gravkammer. Snehvide parteret Med Untitled (Virginia) har Christian Lemmerz udført et lystmord på den klassiske skulptur. Skulpturen som vi kender den fra det gamle Grækenland eller fra neo-klassikken, hvor krop- pen er guddommelig, hel og ukrænkelig, er her brutalt splittet op og dekonstrueret i løsrevne fragmenter, der skønt udført med teknisk perfektion ikke igen kan samles til et meningsfyldt hele. Som om drømmen om den perfekte krop i sig selv bærer sin egen destruktion. Med sin skulptur konfronterer Lemmerz arketyper fra kunstens finkulturelle verden med et moderne medieliderligt billedsprog, hvor alle grænser er overskredet og alt er blotlagt. Den smukke, uskyldigt sovende skønhed, en Askepot- eller Snehvidetype, sprættet op af en sindssyg morder. Marmoret er behandlet med en mesters virtuositet. Virginias krop er silkeblød og afslappet. Det kolde marmor er forvandlet til kød og blod, som i en nutidig version af Berninis skulptur af den Hellige Theresa. Døden bliver æstetiseret til en sådan grad, at det er til at holde ud at se på den. Men samtidig er skulpturen forbandet uhyggelig. For netop i sin kobling af perfektion og skønhed, vold og død, genkender man nogle af de træk, som er kendetegnende for vores kultur, hvor vold og mord bliver til underholdning prime time. Hvor film som Natural born Killers og Hannibal the Cannibal dyrker perversion som æstetiseret underholdning. Og hvor ondskaben ikke kun findes på biograflærredet, men desværre også i virkelighedens verden. Døden ophøjet? Som altid hos Christian Lemmerz er materialet en del af værkets budskab. Marmoret er køligt, elegant og aristokratisk. Det stammer fra de italienske marmorbrud i Carrara, hvorfra også Michelangelo hentede marmor til sine berømte skulpturer. Marmorets hvidhed understreger Virginias uskyld, en uskyld, der også understreges i hendes navn. Men hvor det kostbare marmor traditionelt er kunstnerisk højstatus materiale, et symbol på evigheden, der har været forbeholdt de få, bruger kunstneren det her til at forevige en ukendt prostituerets skændede lig. Derfor får beskueren et „chok i receptionen“. For de vante skemaer for, hvordan man nyder en marmorskulptur som udtryk for åndfuld skønhed og som indbegrebet af traditionsbunden, 4
Download PDF fil