Tjærbys historie Oprindelse Tjærby er en af ’De Nedre Byer’ sammen med Vestrup, Albæk og Østrup. Tilnavnet refererer, med undtagelse af Østrup, til landsbyernes placering nedenfor morænebakkerne på kanten af det flade marine forland ud til Randers Fjord. Tjærby nævnes første gang i 1407 som ’Tyæræby’, men allerede i 1394 nævnes Tjærbygård (Therby Gord), i forbindelse med en række ejerskifter. Gården skulle i 1407 være overdraget til Århus Domkirke af selveste Dronning Margrethe. Der har tidligere ligget en kirke i Tjærby. Denne nævnes sidste gang i 1524. Mellem 1425 og 50 skulle der have været planer om at opføre et kloster i byen, og der er fundet grundsten og gemte byggematerialer i en gård i Tjærby. Angiveligt fra den nedlagte kirke. Byudvikling Gårdene i Tjærby blev i 1765 udskilt fra Dronningborg Ryttergods, da dette blev nedlagt. På denne tid har Tjærby, som det ses på original 1-kortet fra 1816, været en knudret struktur med et meget forgrenet vejnet. I 1785 blev byens jorder udskiftet, og under de gunstige kornafsætningsår fra 1830-1875 blev mange af de nuværende store gårde bygget. Efter 1870ernes fald i kornpriserne, blev produktionen omlagt til kvægavl, hvilket de våde enge ud mod fjorden gav gode forhold for. Generelt har Tjærby altid været en velstående landsby, og den Tjærby er sammen med de øvrige nedre byer langs Randers Fjord et vigtigt billede på landbrugskulturen i Randers Kommune. I løbet af 1900-tallet er der forsvundet en række gårde i Tjærby. En del af dem er erstattet med anden bebyggelse og landsbyen har udviklet sig med enkelte huse langs Gl. Gimmingvej. Tjærby har 79 indbyggere i 2007. N Luftfoto 2010, 1:10.000, Tjærby. 2
Print
Download PDF fil