Sødrings historie Oprindelse De første historiske optegnelser om Sødring er fra 1200-tallet. Stavemåden er i disse dokumenter ’Sythring’, hvilket betyder ’den sydlige by’ eller ’det sydlige sted’. Den første kirke i Sødring, blev ifølge et gammelt sagn, opført i Erik Ejegods tid i slutningen af 1000-tallet. Muligvis har der allerede på dette tidspunkt været et etableret samfund på stedet i form af en borg eller en by. Endelsen ’-ing’ bekræfter dette, da den ikke er almindelig brugt efter 800-tallet. Sødrings eksistens kan altså spores 1200 år tilbage i tiden. Den nuværende kirke ved Sødringholm øst for byen er i tidlig gotisk stil og anslås at være fra sent i 1300-tallet eller tidligt i 1400-tallet. Kirken rummer særligt fine kalkmalerier af ’Sødringmaleren’ fra 1491. Byudvikling Sødring har stort set samme udstrækning i dag, som den synes at have haft gennem de sidste 200 år. På original 1-kortet fra 1813 ligger gårdene dog langt tættere på skrænten syd for Sødring Bygade, end de gør i dag. Udtyndingen kan følges på kort udarbejdet gennem tiden og synes at være sket løbende gennem 18- og 1900-tallet. I begyndelsen af 1900-tallet, der må siges at have været Sødrings storhedstid, var der både brugsforening, mejeri, savværk, karetmager og brødudsalg i byen. Mejeriet lå dog næsten en km sydvest for byen på Kalvevasen 14. Sødring Forsamlingshuset ligger ved ankomsten til byen lige i krydset mellem Sødring Bygade, Kalvevasen, Under Bakken og Strandvej. Huset er fortsat aktivt og fungerer som forsamlingshus for både Sødring og Udbyhøj. I dag er Sødring en lille fredelig og lidt afsides beliggende landsby med sommerhusområdet ’Skallerhusene’ tæt på. I byen findes i dag to gallerier. Ét i byens gamle skole og ét i et nedlagt landbrug på Kalvevasen 25. N Luftfoto 2010. Sødring og Sødringholm. 2
Del
Print
Download PDF fil