Topografi og landskab Landskab Binderup omgives af et landskab bestående dels af jævne bakker, der hæver sig let over terræn, og dels af det helt flade kystforland ud mod Kattegat. Det flade landskab, ud mod kysten, består af hævet litorinahav, der har strakt sig helt ind til bakkerne, der er en del af en randmoræne, som løber mellem Mariager og Mellerup. Vest for Binderup ligger Stenhøj, der topper 18 moh. Bjerre er beliggende i det helt flade maritime kystforland ud til Kattegat. Kun én enkelt moræneknold er at finde. Kystlandskabet har gennemgået et omfattende tørlægningsarbejde. Der er etableret afvandingskanaler og grøfter, ligesom der er konstrueret kilometervis af diger, for at indvinde landbrugsjord. Vadbæk, Storevejle Bæk og Store Vejle Pumpekanal er alle dele af det omfattende afvandingssystem, der er nødvendigt for, at hindre Kattegat i at oversvømme området, når der er højvande. Beliggenhed Binderup ligger på grænsen mellem det maritime kystlandskab og det bakkede morænelandskab. Landsbyen er placeret midt mellem tre små moræneplateauer, der skyder sig op ved siden af hinanden. Mod vest begynder bakkerne at blive mere og mere kuperede. Bjerre ligger helt fladt med åbne vidder omkring sig. Kun nordvest for landsbyen er der en meget karakteristisk moræneø, der rejser sig helt tæt op til landsbyen. Morænen, der ligger midt i vejlerne, går under navnet Vejlbjerg og topper 13 moh. Morænen har ikke kun lagt navn til Vejlbjerg Gård, der ligger syd for morænen. Men hele landsbyen, der før i tiden hed ’Bjerge’, er opkaldt efter den. Man må antage at Bjerre har placeret sig for foden af bakken, pga. gode læforhold, i det ellers vindomsuste landskab. Vest for Bjerre løber Vadbæk, og Storevejle Bæk ligger mod øst. Her ligger også de to plantager, Inderhede og Yderhede. Oplevelse Binderup er i høj grad præget af beplantning, der fylder meget i Binderup og tegner landsbyens forløb langs Binderupvej sammen med gårdene. Ankomsten til landsbyen fra vest, via Binderupvej, præges af et let fald i landskabet ned mod gårdene. Stenhøjgård på den sydlige side af vejen markerer indgangen til Binderup. Bjerre er en indadvendt landsby, som næsten er omgivet af beplantning, med undtagelse af den sydlige kant, hvor det er grisefarmens store haller, der omslutter landsbyen. Det er også de store haller, der præger oplevelsen af Bjerre - de er i stor kontrast til de gamle gårdanlæg, som ligger overfor. Når man ankommer til Bjerre, gennem Bjerrevej, tages man imod af en tæt beplantning, samt kig til det store halanlæg. Selv om den karakteristiske moræneø har lagt navn til landsbyen, er den pga. den tætte beplantning, ikke synlig, når man begiver sig rundt i Bjerre. Der er generelt ikke mange kig eller sigt ud i det omkringliggende landskab. Men ser man mod nordøst, kan det flade landskab beskues sammen med den fascinerende vindmøllepark ved Overgård Gods. I bymidten er der et stort grønt areal, hvor der tidligere har været en gård. Gårdens fjernelse har haft stor betydning for, hvordan Bjerre opleves. Før var der et fint defineret gadeforløb - nu består byen af en tom plæne og svinefarmen er yderligere synliggjort. 4 Udsigt mod nordvest fra Binderups vestlige ende. De lave, bløde bakker når kun op til 18 moh. Et kig mod nord fra Bjerrevej 11 og 13. De flade marker er gammel havbund og af god bonitet. Der dyrkes intensivt landbrug på jordene. N Binderupvej Principsnit, Binderup. S N Vejlbjerg Bjerrevej Principsnit, Bjerre. S
Download PDF fil