Kapitel I Byrådet § 1. Randers Byråd består af 31 medlemmer. Stk. 2. Byrådet vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven). § 2. De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af byrådets møder fastsættes i byrådets forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. styrelseslovens § 2. Kapitel II Borgmesteren § 3. De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med byrådets møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30. § 4. Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV. Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der om sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden byrådet træffer beslutning i sagen. Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition. § 5. Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Økonomi- og Indenrigsministeriet og byrådet fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for byrådet. 3
Download PDF fil