Sammenfatning Svinding ligger på en bakkeø, med små forhøjninger og sænkninger overalt i landsbyen. Flere steder dannes der periodevis søer og moseområder, og bebyggelsen er nøje placeret efter disse forhold. Bebyggelsen er spredt på og mellem de små bakker, og vejene slynger sig mellem husene. Gårdene ligger spredt i det småbakkede landskab, og Svindings struktur er meget velbevaret. Landsbyen ser stort set ud, som den har gjort i århundreder, da den næsten ikke er vokset i denne periode. Dog har byen udviklet sig i den østlige del, hvor bl.a. forsamlingshuset er opført omkring år 1900. Landsbyens gamle forte udgøres til dels af vejnettet, hvor hoveddelen ligger i en sænkning nord for byen. Forten ligger i relation til det stadig eksisterende gadekær. På baggrund af dens fine struktur og originalitet er Svinding i udpeget til kulturmiljø. Sårbarheder Svinding er særligt sårbar overfor ændringer i bebyggelsesstrukturen, der udtynder eller fortætter landsbybilledet. Udtynding er særlig problematisk, hvis det er de store gårdanlæg, der forsvinder. Gårdene udgør den bærende struktur i Svinding, og deres placering viser landskabets små konturforskelle, idet de ofte er placeret på de små holme og højdedrag. Gårdene understreger desuden vejenes forløb. En fortætning af Svinding med bebyggelse på de mellemliggende enge vil hurtigt føre til, at den overskuelighed der er i landsbyen og mange af de fine kig, vil gå tabt. Engarealerne er som tidligere beskrevet meget karaktergivende for Svinding. Derfor er de sårbare, dels overfor tilbygning, men også overfor dræning og opdyrkning, som vil ændre den tilgængelige og nære karakter af engene. Landsbymiljøet er også sårbart overfor ændringer i beplantningen. Svinding er fortættet med etableringen af hække, der skaber visuelle grænser i byen. Beplantning i Svinding må gerne skabe rum f.eks. omkring karakteristiske vejforløb, men bør ikke ”privatisere” fællesarealerne og hindre de lejlighedsvise kig over de åbne enge. Anbefalinger • Opføres der ny bebyggelse syd for Svinding Skovvej 1, bør bebyggelsen være meget åben i sin struktur, så den understøtter landsbyens karakter. Det anbefales, at der maksimalt opføres to enfamiliehuse på arealet. • Der bør være ekstraordinært fokus på at bevare Svindings sammenhæng og karakter. Derfor bør ændringer, om- og tilbygninger vurderes ud fra en helhedsbetragtning af områdets påvirkning. Der udarbejdes retningslinjer og en vejledning om vedligehold og renovering af bygninger og udenomsarealer i kulturmiljøet Svinding. Indbyggernes viden, erfaring og kompetencer bør videreformidles til tilflyttere, så en fælles forståelse og vilje til at værne om Svindings unikke miljø opnås. Al bebyggelse i Svinding bør SAVE-registreres. Bebyggelsen i Svinding bør SAVE-registreres, så landsbyens bevaringsværdier kan beskyttes målrettet. De smalle landsbygader danner, sammen med de karakterfulde stråtækte bindingsværkhuse, et hyggeligt landsbymiljø. Søholmegaard er et flot velholdt anlæg med en særpræget kvadratisk ladebygning med pyramidetag i midten. • • 12
Download PDF fil