Forord Kommunesammenlægningen i 2007 betød, at Randers Kommune med et slag blev rigere på både indbyggere, naturværdier og ikke mindst muligheder. Landdistrikterne er en stor ressource, både hvad angår landbrug, erhverv, bosætning og rekreationsmuligheder. Fra kulturmiljøet Havndal i nord til Gudenådalen og de smukke landsbyer omkring den i syd. Fra de maritime og stemningsfulde landsbyer langs Randers Fjord i øst til de oprindelige og originale landsbyer i det storbakkede landskab i vest. Alt sammen omgivet af grønne og frodige marker, der vidner om et landskab i fortsat udvikling. Naturen spænder vidt og er tilsvarende rig på muligheder. Landsbyernes beboere er i høj grad med til at præge såvel landsbyerne som landskabet i Randers Kommune. Gennem generationer har foretagsomme bønder udviklet landbruget, og dygtige og kreative håndværkere har skabt grundlaget for adskillige arbejdspladser i landsbyerne. Hertil kommer de kreative sjæle, der har sat billeder og tekst til landskaberne op gennem historien. Særligt for landsbyerne er også de stærke foreningsbånd, mange med rødder over 100 år tilbage i tiden. Flere af disse lever stadig i bedste velgående og skaber stærke og meningsfulde fællesskaber og fritidsinteresser for store og små. Tænk bare på de mange forsamlingshuse og idrætsforeninger. Landsbyregistrering 2011 er primært skabt for Randers Kommunes borgere. Med kommunesammenlægningen kom også behovet for at skabe overblik og harmoni i planlægningen af landdistrikterne. Således er Landsbyregistrering 2011 lavet for at kortlægge og sætte fokus på de værdier landsbyerne er så rige på; kulturhistorie, landsbyfællesskaber og naturværdier. Landsbykatalogerne viser, hvordan disse kvaliteter hænger sammen, og giver et bud på de værdier, landsbyernes udvikling skal bygge på. Materialet her er resultatet af over et års arbejde. Trods dette er det ikke et afsluttet og ”dødt” værk, men derimod et dynamisk værktøj, der først kommer til sin ret, når indbyggerne i landsbyerne bidrager med deres viden og visioner. Derved kan vi sikre en konstruktiv dialog, som kan føre til en positiv udvikling af vores landsbysamfund. Jeg håber, at materialet kan inspirere og oplyse såvel dem, hvis familier har boet i landsbyerne gennem generationer som dem, der overvejer at flytte til en af kommunens landsbyer. Det er også mit ønske, at Landsbyregistrering 2011 kan inspirere til et besøg i en landsby i en anden egn af kommunen, i forhold til der, hvor man selv bor for at opleve, hvordan hver enkelt landsby er unik og har sine egne kvaliteter og sin helt egen karakter. Borgmester Henning Jensen Nyhuus 3
Print
Download PDF fil