Topografi og landskab Landskab Kastbjerg ådal udgør det overordnede landskabstræk sammen med de sydlige moræneplateauer ovenfor dalen. Kastbjerg ådal strækker sig hele vejen fra Glenstrup sø syd for Hobro til Mariagerfjord nær Hadsund. De våde engdrag, i bunden af dalen, er de fleste steder drænet for at kunne udnyttes i landbrugsøjemed. Selve dalskrænterne er et knudret landskab, hvor kløfter og slugter skærer sig ind i morænerne. I én af disse, Engedal øst for Kærby, findes en gammel kilde, der siges at have en helbredende virkning. Terrænforskellene i området er iøjnefaldende, og der er op til 60 m mellem bunden af Kastbjerg ådal og toppen af landskabet. Med det højeste punkt på 76 moh. ved Stolsbjerg Høje. Det bakkede landskab omkring de to landsbyer består af dele af en randmoræne, der løber mellem Mellerup og Mariager, og som er opstået foran en gletsjer under sidste istid. Beliggenhed Både Dyrby og Kærby ligger i lavninger i landskabet og er stærkt definerede heraf. Dyrby ligger i mellemrummet mellem tre mindre moræneplateauer. Kærby ligger i en dyb slugt, der udspringer fra Kastbjerg Ådal. I Kærby lå gårdene oprindeligt op ad de to skrænter mod hhv. øst og vest. I bunden af slugten var den fællesjord omkring Kærby Bæk. I dag er byen også trængt ned på det gamle forteareal, hvor bebyggelsen består af småhuse. Gårdene på den østlige skrænt er lige så stille forsvundet og udskiftet med beboelseshuse. Dyrby ligger i en knapt så dyb lavning, og stort set al bebyggelse holder sig ligesom Kærby indenfor lavningens grænser. Nordøst for Dyrby ligger Dyrby Krat, der er et større skovområde. Oplevelse Ankomsterne til begge de to landsbyer er særdeles flotte, grundet byernes landskabelige placeringer. Ankomsten til Kærby, fra Kærby Møllevej i nordvest, er utrolig flot, da man kører på dalens skrænter med et flot kig ud over dalen og ind til landsbyen. Ankomsten til Dyrby fra nord, ligeledes via Kærby Møllevej, domineres af et gårdanlæg vest for vejen og understreger det let slyngede vejforløb. Det kuperede landskab i de to landsbyer skaber endvidere en flot rumlighed. Det er især tydeligt i Kærby, hvor skrænterne nærmest omsvøber landsbyen. Inde i Kærbys midte er der endvidere flere åbne, grønne arealer, der skaber luft og begrønner landsbyen. Da begge byer ligger nede i landskabet, er der kun få kig og sigtelinier ud i landskabet omkring landsbyerne. De der er, er dog vide og flotte. Alt i alt er det to fine landsbyer, der udnytter landskabet og dets kvaliteter meget flot. Endvidere virker begge landsbyers grønne områder velholdte langt de fleste steder. Her ses, hvordan terrænet inde i Kærby falder kraftigt ned mod slugten. Et af de grønne arealer inde i Kærby, der skaber luft i landsbymidten. Kærby Bæk Guldgaden Kirkegade V Ø Principsnit, Kærby. Kærby Møllevej V Principsnit, Dyrby. Ø 4
Download PDF fil