Funktioner og infrastruktur Funktioner I Assentoft har den fortsatte udbygning med boligområder gjort, at der fortsat kan opretholdes lidt handelsmiljø langs Storegade. I dag er der to dagligvarebutikker, samt en håndfuld mindre detailhandelsforretninger, hvoraf mange af disse er beliggende i tidligere beboelsesejendomme. Det medfører, at forretningsfacaderne generelt fremstår relativt diskrete. Forretningslivet i Assentoft er oppe imod konkurrence fra såvel Randers bymidte som Paderups store detailhandelscenter. I tilknytning til Assentoft, syd for Storegade, ligger der erhvervsområder. Derfra er der let adgang til Grenåvej og dermed motorvejen. Helt inde i byen ligger Assentoft Silo samt en større smedevirksomhed. Placeringen af disse virksomheder inde i byen er ikke hensigtsmæssig på grund af trafik- og støjgener, og de er et levn fra tiden før bydannelsen og boligudviklingen i Assentoft for alvor accelererede. Skole- og fritidsaktiviteter er samlet mellem Assentoft og Drastrup. Assentoft Skole er en af Randers Kommunes største skoler med 600-650 elever. Skolebygningerne er en forgrenet struktur i ét plan, der er udbygget af flere omgange. Der er i Drastrup ligeledes sket byudvikling i form af boligområder men med forskellige bygningstypologier: rækkehuse, villaer, parcelhuse m.fl. Flere af de gamle gårde i Drastrup har fundet alternativ anvendelse, primært til erhvervsformål, men også offentlige institutioner har indrettet sig i de gamle gårde. Eksempelvis er Toftegaard forbilledligt indrettet til børneinstitution med husdyrhold på engene, der også fungerer som legearealer. Infrastruktur Infrastrukturen i Assentoft består primært af rolige boligveje, flankeret af tæt beplantning, der skærmer for bebyggelsen. Den gamle hovedgade, Storegade, har ikke længere karakter af butiksgade og må i dag karakteriseres som en boligvej. Storegade er meget belastet af trafikken til de øvrige boligområder i byen. Syd for Assentoft går Grenåvej som i nogen grad aflaster Storegade. Specielt de nyere boligområder mod øst kan i fremtiden betjenes via den nye omfartsvej. Som situationen er i dag, skal trafik til den østlige del af Assentoft passere gennem Drastrup ved ankomst fra syd. Kig fra Nattergalevej ud over fjorden og fjordengene. Assentoft rummer klare elementer fra både land og by. Toftegaard i Drastrup fungerer i dag som børnehave. 5
Download PDF fil